Efter nogle dejlige dage i Souzhou gik turen sydpå med tog i 20 timer.
Her sidder vi i spisevognen sammen med en hel del af togpersonalet.
- og ligesom alle andre kinesere elsker de at blive fotograferet sammen med langnæser(vesterlændinge)
Da vi ankom til Guillin blev vi meget overraskende mødt af taxachaufføren, der skulle køre os til Yangshuo, med dette skilt. Det kan man da kalde service i et stort land fuld af for os uforståelige skrifttegn.
Som det fremgår det af dette billede, er vi nu omgivet af toppede grønne bjerge(er afbilledet på en af de kinesiske pengesedler). Yangshuo er en rigtig turistby med en meget kendt handelsgade Weststreet, hvor der sælges alt hvad hjertet begærer af kopivarer, souvenirs, te og lokalt håndværk, som f.eks. vævede tørklæder. Hver dag bliver i hundredvis af turister sejlet fra Guillin til Yangshuo. Deraf er hovedparten kinesere, og specielt om aftenen var der myldrende fuldt af turister i gaderne med tilhørende larm. Heldigvis boede vi et stykke uden for byen(i gåafstand), men fredeligt roligt og meget landligt på et lille hotel ejet af et belgisk/kinesisk ægtepar. De var også en kæmpehjælp for os, fordi de dels talte glimrende engelsk og dels sørgede for at arrangere ture for os.
Gik man lidt væk fra turiststrøget, kunne man f. eks. se en dansegruppe, som stillede op for en fotograf.
Her er Frederikke og Caroline i mudderbad i en nærliggende drypstenshule.
En rigtig dejlig solskinsdag lejede vi cykler på hotellet og sejlede en tur ned ad floden med cykler og nød de flotte udsigter.
Undervejs måtte propellen på den ene båd lige repareres, men det betød ikke at sejlturen stoppede. De bandt blot bådene sammen og fortsatte turen.
Her er endnu en udsigt
Her er vi stoppet ved en landsby, hvor man lavede silkevifter, og som det ses i virkelig stor størrelse.
Senere nåede vi så langt, at det var på tide at gå i land med cyklerne og finde vejen tilbage til hotellet.
Her er en bonde i færd med at pløje med sin vandbøffel.
Og her er en bonde i færd med at lade sin vandbøffel bade i det lokale gadekær.
Men uden mad og drikke duer heltene ikke, så vi fandt heldigvis en lokal landevejskro.
Og udsigten, mens vi spiste, var heller ikke så ringe.
Nu havde vi rigtig fået blod på tanden og lejede igen cykler for at cykle en tur rundt i bondelandet. Det blev imidlertid en tur med en del uheld undervejs. Her er en af cyklerne punkteret, og selv om vi ringede til hotellet for at få en ny cykel, så nåede den aldrig frem, fordi det faktisk viste sig, at vi var kommet lidt på afveje i forhold til den planlagte rute. Heldigvis viste det sig, at der ovre på den anden side af gaden boede en cykelsmed, som lappede cyklen og i tilgift justerede bremserne på et par af de andre cykler, og inden længe var vi igen på vej.
Senere mistede vi en pedal, men fik hjælp fra nogle mænd, der tilfældigvis var i gang med at reparere en lastbil i vejsiden. Senere fik vi endnu en punktering, men kunne nå hjem efter at have lånt en cykelpumpe.
Undervejs stod kvinder langs med vejene og solgte håndlavede blomsterkranse, og det kunne Caroline og Frederikke ikke stå for.
Også på denne tur var der bestemt mange flotte udsigter, som skulle fotograferes.
Et af målene den dag var Moonhill, som vi selvfølgelig skulle bestige ad de ca. 800 trin. Vi blev på hele turen op skarpt forfulgt at to seje gamle kineserkvinder, som insisterede på at sælge os vand til en pris på 5 yuan (knapt 5 kr) inden opstigningen og til 20 yuan på toppen. De fulgte med hele vejen op, men opnåede ikke den store fortjeneste på os.
Her er vi nået op, men som det kan ses, var der meget tågedis den dag, så udsigten var ikke så storslået, som man kunne have forventet.
Et must når man er nede sydpå er skarvfiskeri, og hvad vi ikke vidste på forhånd var, at det skulle foregå efter mørkets frembrud.
Til sidst stillede skarvfiskeren op til fotografering med en af sine skarver og inviterede børnene til at være med.
Det ville Caroline gerne og så rigtig fornøjet ud indtil ...
........................ han anbragte skarven på hendes arm
Ingen kommentarer:
Send en kommentar