Nytårshilsen 2018

Der er ikke mange dage tilbage af 2018, og hvis jeg skal nå at sende en hilsen til alle, inden vi skriver 2019, så skal jeg vist se at komme i gang.

Vi startede 2018 med at tage en beslutning om at blive boende på Godthåbsvej. I slutningen af 2017 overvejede vi nemlig at sælge og flytte i lejlighed. I løbet af 2017 havde vi begge skrantet på forskellig vis og begyndte at tvivle på, om vi kunne klare at blive boende i huset, men heldigvis ændrede det sig til det bedre.

Som jeg husker det, lod foråret vente på sig, og inden vi så os om, var sommeren over os. Hele vinteren havde vi frydet os over alle de mange forskellige fugle, som satte stor pris på serveringen.

Foråret plejer at være den tid på året, hvor det kniber med pladsen i udestuen, men i år kunne agapanthus, kahla, canna og engletrompet komme direkte udenfor at stå.

Jeg havde længe taget tilløb til at få ændret på vores terrasse, og i år lykkedes det næsten. Marianne og Nikolaj gjorde et kæmpe stykke arbejde med at få gravet al jorden væk. Det havde jeg aldrig klaret alene.

Jeg kom da også næsten i mål. Varmen gjorde sit til at trække processen i langdrag, men gjorde det til gengæld også muligt opholde sig ude næsten døgnet rundt i flere måneder. Aldrig har vi grillet så meget, og det på vores fine "nye" terrasse.

Min bilulykke i slutningen af juli satte en effektiv stopper for projektet for i år, for selv om jeg slap uden alvorlige skader, så gik der ihvertfald op mod 3 mdr. før jeg var helt mig selv igen både fysisk og psykisk.

Bilen derimod blev  totalskadet og måtte skiftes ud med en ny af samme mærke, bare sort.

Heldigvis er det kun småting jeg mangler, og det skal jeg nok nå til foråret. Jeg glæder mig til at kunne sige, at jeg er færdig med projektet.

Den varme sommer fik vinen til at gå helt amok. Aldrig har vi haft så mange druer. Jeg plukkede dem og tørrede dem i ovnen. Resultatet blev ikke det bedste, men så er det forsøgt. 

I september drog vi på familieferie til Rhodos med  Nikolaj, Marianne samt Mariannes far og hans kone. En rigtig dase- og badeferie, men der blev også plads til ture til Rhodos by.

Vi fik også et laaaaangt, lunt og fugtigt efterår, så i slutningen af oktober blomstrede perle- hyacinterne. Naturen er helt af lave.

Som om vi ikke havde fået nok ferie under sydlige himmelstrøg, så stak vi af igen i december, og havde en helt vidunderlig uge på Madeira, hvor der var julepyntet til den helt store guldmedalje.

De fleste agapanthus, og dem er der mange af, var afblomstret, men der var en enkelt i blomst i parken nede ved havnen.

Jeg vil slutte af med denne stjernehimmel over en gade i Funchal og ønske alle et godt og lykkebringende nytår. Tusind tak for alle gode oplevelser i det forgangne år. 

Jeg glæder mig, til vi ses i det nye år.

Vinterferie på Madeira

Det er efterhånden et par år siden jeg sidst har skrevet indlæg på min blog, men nu skal det være.

Leif og jeg fik for længe siden et rigtig godt tilbud, så  i uge 49 i år befandt vi os på Madeira langt fra julestress og jag i lille kolde Danmark. Vi fik desuden luftet sommertøjet endnu en gang i år, og det var heller ikke så ringe.

Vi boede et stykke vej fra centrum i Funchal, men det var nu ikke noget stort problem, for det var billigt at køre med de lokale busser. Vi glædede os især over al den frodighed, som omgav os overalt i byen, og at alt var så velholdt. Malede døre og vinduesskodder var der mange af. Det har vi ikke set tilsvarende andre steder.

Et af de første steder vi besøgte, var det lokale fødevaremarked, hvor vi ved selvsyn kunne se de lange sorte espadafisk, som serveres overalt på restauranterne bl.a. med banan. En skøn morlil klædt i nationaldragt solgte lokale planter og knolde billigt. Bemærk at forhænget matcher nederdelen. Der var tørrede chili i alle mulige varianter og masser af eksotiske frugter som vi aldrig før har set, men man skulle vogte sig for at købe nogle af frugterne, for som turist fik man lov til at betale overpris.

Hvis man ikke lige ved det, så er det julemanden på Madeira,

 man skal sende sine julegaveønsker til.

Vores første måltid på restaurant. Espada(dybhavsfisk) med banan til mig

og Espetada(grillet kød) på spyd til Leif.

Jeg kan aldrig huske, hvad denne flotte blomst hedder, men den voksede overalt.

 Overalt hvor der var en solvarm sten, myldrede det med firben.

En af dagene tog vi på en udflugt. Først besøgte vi et nonnekloster, hvor der bor 14 nonner, som lever helt afsondret fra det omgivende samfund. Nonnerne er clarissasøstre og er dedikeret til et liv i askese, tavshed(de taler kun om det nødvendige) og bøn. Vi blev modtaget af priorinden, og kunne stille alle de spørgsmål, vi ville. Sjældent har jeg oplevet en kvinde, der hvilede så meget i sig selv. Hun gjorde faktisk et stort indtryk på mig.

Derfra kørte vi videre til Nonnernes dal, som indtil 1950'erne kun kunne nås til fods. Dalen er mest berømt, fordi det var her en flok nonner søgte tilflugt i forbindelse med et piratangreb på Madeira i 1500-tallet. Nu lever dalens beboere af landbrug og er bl.a. kendt for deres kastaniebrød og kastanielikør, som turisterne selvfølgelig tilbydes smagsprøver af. Varme ristede kastanier kan man også købe.

Bjergene på Madeira er meget stejle, og selv om jeg synes, vi plejer at have det ok med at køre i bjerge, så synes jeg godt nok, at det var nervepirrende at køre i bus på de smalle bjergveje.
Her et kig til bjergene omkring Nonnernes Dal med afblomstrede Agapanthus i forgrunden.

Fra havnen i Funchal kan man tage en svævebane op ad bjerget til Monte. I dag et yndet turistmål, men tidligere et sted, hvor Funchals overklasse tog hen om sommeren.

Trappen op til kirken for Montes Madonna har 70 trin, som er hård nok at komme op ad til fods. Troende katolikker tager den efter sigende på knæ ved specielle religiøse lejligheder. Pyha!

Vi nåede ikke at komme ind i kirken, fordi der var gudstjeneste, men vi sad udenfor og lyttede og tændte et lys. Bagefter gik vi en tur ned til selve byen og oplevede her,  at menigheden førte Montes Madonna rundt i procession.

Der er ingen grantræer på Madeira, men det betyder ikke, at der mangler juletræer. De er overalt, og her er et eksemplar lavet af genbrugsmaterialer(yohurtbægre). Ved rådhuset i Funchal, så vi de eneste "levende" juletræer, som var bjergfyr.

Det er også fra Monte, at man kan blive kørt i slæde 2 km ned ad vejen til Funchal. Vi havde dog ikke lige mod på det.

Vi havde på forhånd hørt, at juleudsmykningen på Madeira slår alle rekorder, og kunne ved selvsyn se det, når vi gik rundt i Funchal, men det var jo i dagtimerne, så den sidste aften tog vi derind igen og wauw, hvor var det flot.

Nogle spørger sikkert: Var I på levadavandring? Svaret er nej, men måske næste gang, for jeg er ret sikker på, at det ikke er sidste gang, vi tager en tur til Madeira.