Ferie i Kina: Shanghai

Efter en dejlig uge i det sydlige Kina med en masse oplevelser vendte vi igen næsen mod nord og sagde i Shanghai farvel til Carsten og Lotte, som selvfølgelig skulle hjem til Suzhou igen.

Vi fandt frem til vores hotel, som lå et godt stykke uden for Shanghais centrum i taxaafstand til lufthavnen. Vi kunne billigt og hurtigt komme frem og tilbage til Shanghai med metroen. Og det viste sig, at der lige i nabolaget var flere rigtig god restauranter, hvor vi både kunne få vores favoritretter samt prøve nye og spændende retter. Vi fik også smagt en ret med æsel og var enige om, at det smagte faktisk ret godt.

Efter en lang og anstrengende dag med fodsport i Shanghais gader fandt vi også frem til en lokal fodmassageklinik, hvor vi for knapt 50 kr. pr. person fik både skulder-, ryg-, ben- og fodmassage i en hel time.

Som det fremgår af billedet, lå skyerne noget lavt og gjorde den karakteristiske skyline noget sløret.

Også i Shanghai var vi turister sammen med en masse kinesere

I Shanghais gader støder man også på skopudsere, som pudser skoene for en femmer, men man skal være hurtig og meget insisterende for at undgå, at de sætter en klat pudsecreme på ens sko. Mine goretex vandresko egner sig nemlig ikke ligefrem til at blive pudset. Det gør Leifs sko imidlertid, og det er længe siden, at de har skinnet så flot.

Hvad laver man som turist i Shanghai på en regnvejrsdag? Ja man følger en god venindes råd og går sammen med en masse kinesere i det stor akvarium.

Kineserne elsker også at fotografere og bruger alt, hvad der kan tage billeder.

Shanghai er jo mest kendt for alle sine skyskrabere, men har også en kinesiske bydel, med en meget besøgt bazar,

et meget berømt tehus(i baggrunden til højre kan man se den nyeste og indtil videre højeste skyskraber, som man er i gang med at bygge)

samt en meget gammel og meget flot have, som hedder Yuyuan garden

Kineserne sparer ikke netop på strømmen og laver lysshow overalt. Her langs med en kanal, som vi passerede hver dag på vej til og fra metroen.

Endelig lettede skyerne, og en af de sidste aftner kunne vi tage ind til byen og nyde skylinen.

Den allersidste dag blev det rigtig godt vejr, så turen gik til den indtil videre højeste udsigtsplatform i verden: Øloplukkeren.

Desværre lod jeg mig påvirke af den lidt dramatiske beskrivelse i "Turen går til Kina" (jeg lider af højdeskræk), og blev neden for og ventede, mens de andre tog op og nød udsigten.

Så jeg måtte nøjes med denne udsigt og fortrød, at jeg ikke tog med op . Håber der bliver en næste gang.

Ferie i Kina: Yangshuo

Efter nogle dejlige dage i Souzhou gik turen sydpå med tog i 20 timer. 

Her sidder vi i spisevognen sammen med en hel del af togpersonalet.

- og ligesom alle andre kinesere elsker de at blive fotograferet sammen med langnæser(vesterlændinge)

Da vi ankom til Guillin blev vi meget overraskende mødt af taxachaufføren, der skulle køre os til Yangshuo, med dette skilt. Det kan man da kalde service i et stort land fuld af for os uforståelige skrifttegn.

Som det fremgår det af dette billede, er vi nu omgivet af toppede grønne bjerge(er afbilledet på en af de kinesiske pengesedler). Yangshuo er en rigtig turistby med en meget kendt handelsgade Weststreet, hvor der sælges alt hvad hjertet begærer af kopivarer, souvenirs, te og lokalt håndværk, som f.eks. vævede tørklæder. Hver dag bliver i hundredvis af turister sejlet fra Guillin til Yangshuo. Deraf er hovedparten kinesere, og specielt om aftenen var der myldrende fuldt af turister i gaderne med tilhørende larm. Heldigvis boede vi et stykke uden for byen(i gåafstand), men fredeligt roligt og meget landligt på et lille hotel ejet af et belgisk/kinesisk ægtepar.  De var også en kæmpehjælp for os, fordi de dels talte glimrende engelsk og dels sørgede for at arrangere ture for os.

Gik man lidt væk fra turiststrøget, kunne man f. eks. se en dansegruppe, som stillede op for en fotograf.

 

Her er Frederikke og Caroline i mudderbad i en nærliggende drypstenshule.

En rigtig dejlig solskinsdag lejede vi cykler på hotellet og sejlede en tur ned ad floden med cykler og nød de flotte udsigter.

Undervejs måtte propellen på den ene båd lige repareres, men det betød ikke at sejlturen stoppede. De bandt blot bådene sammen og fortsatte turen.

Her er endnu en udsigt

Her er vi stoppet ved en landsby, hvor man lavede silkevifter, og som det ses i virkelig stor størrelse.

Senere nåede vi så langt, at det var på tide at gå i land med cyklerne og finde vejen tilbage til hotellet.

Her er en bonde i færd med at pløje med sin vandbøffel.

Og her er en bonde i færd med at lade sin vandbøffel bade i det lokale gadekær.

Men uden mad og drikke duer heltene ikke, så vi fandt heldigvis en lokal landevejskro.

Og udsigten, mens vi spiste, var heller ikke så ringe.

Nu havde vi rigtig fået blod på tanden og lejede igen cykler for at cykle en tur rundt i bondelandet. Det blev imidlertid en tur med en del uheld undervejs. Her er en af cyklerne punkteret, og selv om vi ringede til hotellet for at få en ny cykel, så nåede den aldrig frem, fordi det faktisk viste sig, at vi var kommet lidt på afveje i forhold til den planlagte rute. Heldigvis viste det sig, at der ovre på den anden side af gaden boede en cykelsmed, som lappede cyklen og i tilgift justerede bremserne på et par af de andre cykler, og inden længe var vi igen på vej.

Senere mistede vi en pedal, men fik hjælp fra nogle mænd, der tilfældigvis var i gang med at reparere en lastbil i vejsiden. Senere fik vi endnu en punktering, men kunne nå hjem efter at have lånt en cykelpumpe.

Undervejs stod kvinder langs med vejene og solgte håndlavede blomsterkranse, og det kunne Caroline og Frederikke ikke stå for.

Også på denne tur var der bestemt mange flotte udsigter, som skulle fotograferes.

Et af målene den dag var Moonhill, som vi selvfølgelig skulle bestige ad de ca. 800 trin. Vi blev på hele turen op skarpt forfulgt at to seje gamle kineserkvinder, som insisterede på at sælge os vand til en pris på 5 yuan (knapt 5 kr) inden opstigningen og til 20 yuan på toppen. De fulgte med hele vejen op, men opnåede ikke den store fortjeneste på os.

Her er vi nået op, men som det kan ses, var der meget tågedis den dag, så udsigten var ikke så storslået, som man kunne have forventet.

Et must når man er nede sydpå er skarvfiskeri, og hvad vi ikke vidste på forhånd var, at det skulle foregå efter mørkets frembrud.

Til sidst stillede skarvfiskeren op til fotografering med en af sine skarver og inviterede børnene til at være med. 

Det ville Caroline gerne og så rigtig fornøjet ud indtil ...

........................ han anbragte skarven på hendes arm