mandag den 21. september 2015

Feriehilsen fra Dublin

Det blev mandag, og vi kørte den sidste etape i bil fra Ballincollig og til en forstad til Dublin, hvor vi skulle have en overnatning, før vi rykkede videre til det centrale Dublin. Efter et hurtigt tjekind på hotellet kørte Leif og jeg videre til Avis og fik afleveret bilen.

Derefter tog vi letbanen ind til centrum og fandt en hyggelig pub, Bachelors Inn, hvor vi fik noget at spise. Derefter fik vi lokaliseret hotellet, hvor vi skulle være de 2 sidste nætter. Efter en tur gennem Temple Bar på den anden side af floden begyndte det at regne, så vi fandt letbanen igen og tog tilbage til hotellet. Efter et kraftigt hvil og terningespil sluttede vi af i baren på hotellet.




Næste dag besluttede vi os for at spare taxaen og tog letbanen ind til centrum. Her deponerede vi bagagen på hotellet og spadserede over floden Liffey med kurs mod National Gallery of Ireland, så vi kunne få set Caravaggios maleri af judaskysset. 

Derfra gik turen videre mod Sct Patricks Church. Undervejs stødte vi på en pub med det pudsige navn The Hairy Lemon, og da det var blevet frokosttid måtte vi simpelt hen tjekke den ud. Maden var ganske glimrende og vi fik desuden stillet vores nysgerrighed med hensyn til pubbens navn.


Katedralen er et imponerende bygningsværk fra middelalderen, og udover at være kirke, så er der også meget irsk historie forbundet med den. Selvfølgelig Irlands nationalhelgen St Patrick, men f. eks også forfatteren Jonathan Swift(Gullivers Rejser), som var præst i katedralen.



Så var det også tid at få tjekket ind på hotellet og få et hvil oven på byturen.

Om aftenen gik turen igen over floden i aftensol til Tempel Bar, hvor vi var så heldige at finde en pub både med levende musik og et ledigt bord.



Det blev onsdag og vores sidste dag Dublin og vi brugte dagen til yderligere gåture i nabolaget, Docklands og Tempel Bar og selvfølgelig til lidt indkøb.




Vi sluttede af på bedste vis med et arrangement på hotellet om aftenen med lækker mad og et 2 timer langt show med traditionel irsk musik, sang og dans.




Det har været en rigtig dejlig ferie med mange indtryk, som vi har kunnet tage med os hjem. Det der også har gjort det værd at holde ferie i Irland er den venlighed og hjælpsomhed vi har mødt undervejs, så jeg tror faktisk, at vi godt kunne finde på at tage derover igen.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar